Tilbage til Planter

Svampe

I Fosdal Plantage og Langdal Plantage er der et rigt svampeliv.
Nedenfor vises eksempler på typiske svampe fra området.

Rød Fluesvamp

Alle kender denne svamp. Kan ikke forveksles med nogen anden svamp.
Danner svamperod med især gran og birk.
Hat rød med hvide skæl, der dog kan mangle (skylles af i regn).
Hathuden er rød, men kan senere blive helt orange.

Lamellerne tætte, hvide og frie.

 


Stor Parasolhat

En stor og meget flot svamp. Kan vokse både i skove og på åbent land. Foretrækker sandet jord. Hatten op til 30 cm med brune skæl, der sidder fast. Stokken op til 35 cm. Stokken er meget høj før hatten foldes ud.

Lamellerne er hvide, tætte og frie. Ringen sidder løs. En imponerende svamp, når den lyser op i bl.a. klitterne. Parasolhatte er nedbrydersvampe.

I Danmark omkring 50 arter.

Poresvamp på træstub

Poresvampe vokser på træ.

Arten her er ikke bestemt.

Kugleknoldet Fluesvamp

Meget almindelig i områdets skove, både i løv- og nåleskove. Danner svamperod med løv- og nåletræer. Kan forveksles med vore to farligste giftsvampe, nemlig Grøn Fluesvamp og Snehvid Fluesvamp.

Kugleknoldet Fluesvamp lugter af rå kartofler - et meget godt kendetegn. Hatten er bleggul med hudskæl. Alle fluesvampe har tætte, hvide, frie lameller. Alle har hudring om stokken (på nær kamfluesvampene). Foden er knoldagtigt opsvulmet.

I Danmark findes omkring 25 arter af fluesvampe.

Almindelig Stinksvamp

På billedet ses både hekseægget og stinksvampen. Først dannes hekseægget omgivet af en tyk gélekappe. Ved modenhed bryder svampen frem af hekseægget som en 10-15 cm høj stok med et olivenfarvet sporehoved.

Sporehovedet har en vammel, stinkende lugt, der tiltrækker især spyfluer. Spyfluerne æder sporemassen og på denne måde får stinksvampen spredt sine sporer

Blomkålsvamp

En meget mærkelig svamp. Den kan blive 45 cm bred og 30 cm høj og veje op til flere kilo.

Svampen vokser ved foden af et nåletræ, som den snylter på. I Fosdalområdet er det sitkagran, der er vært.

 

 

Rødmende Fluesvamp

Meget almindelig. Findes i både løv- og nåleskov. Kødet er hvidt, men rødmer ved berøring eller ved f.eks. sneglegnav. Ringen plisseret på oversiden. Hat med små grå eller rødgrå skæl, som dog kan regne af.

Kan forveksles med Panter-Fluesvamp, der er en farlig giftsvamp.

 

Krystal-Støvbold

En almindelig svamp, der vokser på jord i skov. Vokser enligt eller i smågrupper både i løv- og nåleskov. Pæreformet med krystalpigge. Som ung helt hvid, men bliver senere brunlig og taber piggene.

Ved modenhed dannes en pore i toppen. Her spredes de modne sporer ved hjælp af bl.a. dyr og mennesker. Der findes en del lignende støvbolde.

Må ikke forveksles med bruskboldene, der er svagt giftige.

Almindelig Honningsvamp
på træstub

Danner ofte stor knipper der kan dække hele træstubbe. Almindelig svamp i efteråret. Angriber både levende og døde løvtræer og nåletræer. Regnes for en af skovbrugets største skadevoldere.

Hathud fint skællet især på hatmidten. Kan ikke ses på billedet, men stokken er stribet ovenfor ringen. Har hvidt sporestøv.

 

 

Almindelig Netbladhat

En meget almindelig svamp. Hatten er længe med indrullet rand. Hatten gulbrun. Lamellerne er tætte, nedløbende og gullige. Ved berøring brunplettes de hurtigt.

 


Tilbage til Planter 

Forside

Tilbage til toppen